ordinær
Norsk[rediger]
Adjektiv[rediger]
ordinær (bokmål/riksmål/nynorsk)
- etter vanleg sed og orden
- Ein vaksen familiemedlem betalar ordinær vaksen takst.
- noko som ikkje utmerkar seg, noko måteleg
- Plata består av ordinære låter.
Uttale[rediger]
Grammatikk[rediger]
Samsvarsbøying (regelrett) | |||||
Ubestemt | Bestemt | ||||
---|---|---|---|---|---|
Entall | Flertall | ||||
Hankjønn | Hunkjønn | Intetkjønn | |||
ordinær | ordinær | ordinært | ordinære | ordinære | (bokmål/riksmål/nynorsk) |
Etymologi[rediger]
Frå latin ordinarius av ordo («orden»).
Relaterte termer[rediger]
Synonymer[rediger]
Oversettelser[rediger]
etter vanlige normer
som ikke utmerker seg spesielt
|