stundom

Fra Wiktionary

Norsk[rediger]

Adverb[rediger]

stundom (bokmål/riksmål/nynorsk)

  1. (idiomatisk) av og til
    • De udsatte vel og stundom den Søefarende for Lykkens Ustadighed, fordrede af ham Umueligheder, som skulde han kunde true Veyret og Havet… 
      – Hellige Taler - Volumer 1-2 - Side 66, 1797, Johan Nordahl Brun
    • dog stundom gnistret hans øyne stygt,-
      helst mot urolig vær,-
       
      – Terje Vigen, 1861, strofe 1, Henrik Ibsen

Etymologi[rediger]

Egentlig dativ av stund

Oversettelser[rediger]

Substantiv[rediger]

stundom

  1. dativ av stund

Dansk[rediger]

Adverb[rediger]

stundom

  1. stundom

Svensk[rediger]

Adverb[rediger]

stundom

  1. stundom