tilværelse
Norsk[rediger]
Substantiv[rediger]
tilværelse m (bokmål), c (riksmål)
- det å finnes
- en persons liv, oftest med hensyn til hvordan dette livet leves eller de hendelser som preger dette livet
- med visse mellemrum er jeg nødt til at slå et slag for tilværelsen. – Rosmersholm, side 34, 1886, Henrik Ibsen
- med visse mellemrum er jeg nødt til at slå et slag for tilværelsen.
Andre former[rediger]
- tilvære (bokmål/nynorsk)
Synonymer[rediger]
(det å være til) eksistens
Etymologi[rediger]
Uttale[rediger]
Grammatikk[rediger]
Bøyning (regelrett substantiv hankjønn) | ||||
---|---|---|---|---|
Entall | Flertall | | ||
Ubestemt | Bestemt | Ubestemt | Bestemt | |
tilværelse | tilværelsen | tilværelser | tilværelsene | (bokmål/riksmål) |
For genitiv av substantiv, se eieform. |
Ref: Norsk ordbank
Oversettelser[rediger]
eksistens
et menneskes liv