bil

Norsk

Substantiv

En bil

bil m (bokmål/nynorsk), c (riksmål)

1. Motorisert framkomstmiddel med fire hjul.

Etymologi

Ordet er en forenkling av automobil som kommer fra gresk auto (av seg selv) og latin movére (forflytte).

Grammatikk

Bøyning (regelrett substantiv hankjønn)
Entall		Flertall		‌
Ubestemt	Bestemt	Ubestemt	Bestemt
ein bil	bilen	bilar	bilane	(nynorsk)
en bil	bilen	biler	bilene	(bokmål/riksmål)
For genitiv av substantiv, se eieform.

Synonymer

• motorvogn

Avledede termer

• bergingsbil
• bilbelte
• billys
• bilhjul
• bilsete
• bilskilt
• brannbil
• elbil
• lastebil
• likbil
• personbil
• politibil
• rutebil
• sykebil
• tankbil
• varebil

Oversettelser

motorisert fremkomstmiddel

afrikaans: kar af(af) dansk: bil da(da) c engelsk: car en(en) finsk: auto fi(fi) fransk: voiture fr(fr) f, automobile fr(fr) f, char fr(fr) m (Québec) gresk: αυτοκίνητο el(el) n, αμάξι el(el) n kroatisk: auto hr(hr) m italiensk: automobile it(it) f nederlandsk: auto nl(nl) m

polsk: samochód pl(pl) m portugisisk: carro pt(pt) rumensk: maşină ro(ro) russisk: машина ru(ru) f spansk: coche es(es) m (Spania), carro es(es) (Sør-Amerika) svensk: bil sv(sv) c tsjekkisk: automobil cs(cs) m, auto cs(cs) n tyrkisk: araba tr(tr) tysk: Auto de(de) n, Automobil de(de) n, Kraftfahrzeug de(de) n, Personenkraftwagen de(de) m, PKW de(de) m

---

Dansk

Substantiv

bil c

1. bil

---

Svensk

Substantiv

bil c

1. bil

Etymologi

Kortform av automobil.

Usbekisk

Verb

bil

1. bøyningsform av bilmoq

Volapyk

Substantiv

bil

1. (matlaging) øl